Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Guide: Spil Windows-spil i Linux

Sådan får du klassiske Windows-spil til at virke i Ubuntu.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Spiludviklere drager i stigende grad fordel af det volsende marked for Linux-gaming, men sådan har det ikke altid været. Og der findes stadig spil, som ikke bliver lanceret udenfor Windows. Takket være et fikst værktøj ved navn Wine kan man imidlertid køre mange Windows-spil – og andre applikationer, herunder Office – som om de var født i Linux.

Wine leverer en virtuel version af Windows, hvori man installerer ekstra komponenter og udfører forskellige justeringer (for eksempel valget af den Windows-version, man vil emulere). Det er desværre ikke en standardløsning, der får alle ens Windows-spil til at fungere i Linux, men det burde give adgang til i hvert fald nogle af dem.

Den største forhindring består i, at Wine er et kommandolinje-værktøj – glimrende for purister, knap så fikst for den, der vil pege og klikke sig vej til et spilparadis. Heldigvis er der andre, som har udviklet grafiske “wrappers”, der gør det nemmere at bruge Wine fra Ubuntus desktop.

I denne guide fokuserer vi på et af disse gratis værktøjer, nemlig PlayOnLinux. Det giver ikke blot en grafisk brugerflade; det rummer også en række færdiglavede scripts, som i teorien gør det nemt at installere og spille specifikke spil. Som du vil se, virker det ikke altid sådan i praksis, men vi guider dig gennem programmets funktioner og præsenterer installationsprocessen både via scripts og manuelt, således at du forhåbentlig kan få dit spil til at køre.

Vi skal også afprøve en alternativ Wine-wrapper (og berøre en anden metode til at spille Windows-spil i Linux), og vi viser, hvordan man kan spille gamle dos-spil. Du skal med andre ord blot tilslutte din spil-controller, fremgrave de gamle Windows-diske og se frem til at komme i dit eget gaming-nirvana.

I de fleste tilfælde indebærer det at spille Windows-spil i Linux, at man anvender en Wine-emulator. PlayOnLinux (POL) er en mere brugervenlig grænseflade til Wine, og her kan man konfigurere programmet og få adgang til det uden at skulle bruge kommandolinjen. Normalt bliver Windows-spil afviklet i et 32-bit-miljø. Hvis du kører en 64-bit-udgave af Linux, skal du åbne et Terminal-vindue og derefter skrive disse kommandoer:

$ sudo dpkg --add-architecture i386
$ sudo apt-get update

De følgende trin installerer den seneste version af Wine:

$ wget -nc https://dl.winehq.org/wine-builds/Release.key
$ sudo apt-key add Release.key
$ sudo apt-add-repository https://dl.winehq.org/wine-builds/ubuntu/
$ sudo apt-get update && sudo apt-get install --install-recommends winehq-stable

Bemærk: Det er en tung installation – omkring 800 MB – og du skal sikre dig, at du har plads nok. Når du har gjort det, kan du gå til installationen af selve POL:

$ wget -q “http://deb.playonlinux.com/public.gpg” -O- | sudo apt-key add -
$ sudo wget http://deb.playonlinux.com/playonlinux_trusty.list -O /etc/apt/sources.list.d/playonlinux.list
$ sudo apt-get update && sudo apt-get install playonlinux

Åbn Launcher, og skriv “PlayOnLinux” for at starte applikationen. Vi anbefaler, at du klikker “Yes” til anonymt at optage og dele din hardware-konfiguration med POL, første gang du prøver at køre et Windows-program.

Det gør det nemmere at bedømme dets egnethed til opsætninger, der ligner din egen.Hovedskærmbilledet kommer frem, og du får måske at vide, at der findes en nyere version. Hvis det er tilfældet, går du til www.playonlinux.com/en/download.html og gemmer den nyeste deb-fil (4.2.12) i din “Overførsler”-mappe, hvorefter du åbner et Terminal-vindue og installerer ved at skrive det følgende:

$ sudo apt install ~/Downloads/ PlayOnLinux_4.2.12.deb
$ playonlinux --version

Nu bør der stå “4.2.12.” Start PlayOnLinux igen.

POL rummer hundredevis af scripts til spil.

Installer et understøttet spil

Når hovedskærmbilledet kommer frem, klikker du “Install a program”, så kommer “Install”-menuen frem. Klik på knappen “Games” for at få en liste over understøttede spil. Du kan enten blade gennem listen eller bruge knappen “Search” til at finde et specifikt spil. Nogle af spillene på listen virker kun med den originale disk.

Hvis du finder det ønskede spil, klikker du “Install” og bemærker dig advarslen: Man bør altid installere spil på “C-drevet” på den virtuelle maskine. Lad være med automatisk at starte spillet efter installationen, og genstart kun det virtuelle Windows, hvis programmet beder om det. Klik “Next.”

Du får også at vide, at POL ikke er beslægtet med WineHQ. En ekstra fordel ved POL er, at man kan installere og køre flere versioner af Wine på samme tid. Hvis en tidligere version er kendt for at fungere med et specifikt spil, installerer POL-scriptet den og bruger den automatisk. Denne advarsel bemærker blot, at man bør forholde sig til eventuelle problemer på POL’s website, ikke hos WineHQ. Klik “Next” igen.

Installationsguiden bliver indlæst. Arbejd dig igennem den, som du ville med ethvert andet Windows-program. Første skridt kan være at downloade en specifik version af Wine (og nødvendige ekstraelementer), som passer til det spil, du har valgt – det bliver automatisk gjort for dig.

Dernæst bliver du måske bedt om at vælge spillets kilde. Det kan være en setup-fil, som du manuelt har downloadet til din pc, et program-download (som POL håndterer for dig), en Steam-store-version (i så fald skal du installere en virtuel version af Steam) eller den oprindelige spil-cd.

Eventuelle yderligere nødvendige elementer – såsom Microsoft-skrifttyper – bliver automatisk installeret for dig. Det er her, den automatiske guide kommer ind i billedet. Den fremhæver indstillinger og Windows-elementer, som du måske ikke er opmærksom på. Det kan for eksempel være den mængde hukommelse, dit grafikkort har. Hvis du ikke er sikker, skal du skrive dette i et

Terminal-vindue:
sudo dmseg | grep drm

Hvis scriptet fortsætter korrekt, går du videre til afsnittet “Installer spillet”.

Installer Steam i POL

PlayOnLinux’ scripts kan desværre ikke altid klare sagerne. Der knytter sig et særligt problem til Steam-drevne spil, hvor installationen svigter under forsøget på at sætte Steam ind i det virtuelle drev, man har oprettet. Her består løsningen i at installere Steam direkte først ved hjælp af POL-scriptet.

Når det er installeret, dobbeltklikker du på ikonet og lader opdateringen finde sted. Hvis du får en fejlmeddelelse, der siger, at processen er brudt ned, men der stadig er en procesbjælke, der kører, skal du lade opdateringen køre færdig og derefter klikke “Next” for at fjerne crashvinduet, og logge ind på din Steam-konto. Som landet ligger, fungerer Steam, men det kan ikke få adgang til butikken i Ubuntu 16.04 LTS.

Det læser du ved først at vælge dets genvej i POL’s hovedvindue og dernæst klikke “Configure”. Skriv det følgende ind i boksen “Arguments” på fanen “General”. -no-cef-sandbox Dette udgør en sikkerhedsrisiko – så er du advaret. Gå nu til fanen “Install Components”, og installer de følgende elementer: d3dx9_42, vcrun2008 og xact. Du skal også installere vcrun2015, men den er ikke til stede. I stedet går du til fanen “Miscellaneous” og klikker “Open a shell”.

Skriv nu de følgende kommandoer i denne shell:

$ wget https:

//raw.githubusercontent.com/Winetricks/winetricks/master/src/winetricks $chmod +x winetricks

Med den følgende kommando erstatter du “brugernavn” med dit eget brugernavn:

$ WINEPREFIX=/home/username/.PlayOnLinux/wineprefix/Steam ./winetricks -q vcrun2015

Herefter kommer der tilsyneladende en fejlmeddelelse. Pyt med det – luk vinduet, og genstart Steam. Efter at have downloadet endnu en opdatering har du omsider adgang og kan nu downloade og afprøve alle de spil, du har købt.

Spil Windows Steam-spil med POL.

Find et spil, der ikke er understøttet

Hvis du ikke kan finde dit spil i PlayOnLinux – eller hvis scriptet ikke virker (se tekstboksen på modsatte side) – er der ingen grund til panik. Gå til Wine Application Database på https://appdb.winehq.org, og skriv navnet på dit spil ind i Search-boksen. Blad ned, og klik på det første AppDB-resultat. Bemærk spillets placering: Platinum og Gold betyder, at spillet burde virke uden større problemer; Silver og Bronze tyder på visse problemer såsom vilkårlige nedbrud; Garbage betyder, at det ikke fungerer. Hvis der er opregnet flere versioner, skal du vælge den, der er tættest på din distro.

Herfra går du igennem “Test Results” og “Known Bugs” for at se, hvad andre mennesker har oplevet. Åbn “HowTo/Notes” for at få råd om løsninger, hvilken version af Wine du skal vælge, og så videre. Klik “Comments”, og få flere oplysninger.

I nogle tilfælde vil du modtage detaljerede anvisninger om de ekstraelementer, du skal installere, og hvordan du konfigurerer din virtuelle disk, men disse instruktioner kan også være utrolig kortfattede. Prøv at google navnet på dit spil sammen med “Wine” eller “PlayOnLinux” for at se, om du kan finde flere oplysninger – typisk via forumposter fra folk, der stiller det samme spørgsmål som du.

Man skal kun bruge kommandolinjen til at installere Wine og PlayOnLinux.

Hvis alt er i orden, skal du først sikre dig, at du har den korrekte version af Wine installeret (man kan installere flere versioner). I PlayOnLinux åbner du “Tools”-menuen og vælger “Manage Wine Versions”. Nu får du en liste over tilgængelige Wine-versioner til venstre under fanen “Wine versions (x86)”. Blad ned, indtil du finder den anbefalede udgave, og klik på knappen “>” for at installere den.

Luk versionens managervindue, og klik “Install a program” efterfulgt af “Install a non-listed program”. Klik “Next” og vælg “Install a program in a new virtual drive”. Klik igen “Next”. Angiv et navn til dit spils virtuelle drev – spillets navn er oplagt.

Du kan nu vælge mellem tre muligheder: Vælg en anden version af Wine; konfigurer Wine; installer nogle biblioteker. Vælg dem, du skal bruge – sandsynligvis “Use another version of Wine” – og klik “Next.” Hvis du ønsker en anden version af Wine, vælger du den fra listen. Klik “Next.” Lad “32-bit Windows installation” være tilvalgt, og klik igen “Next”.

Hvis du har valgt at installere yderligere biblioteker, får du en række valgmuligheder, der alle har præfikset “POL_”. Deres funktion giver i de fleste tilfælde sig selv – du vil se, at mange af dem henviser til installation af yderligere komponenter som for eksempel DirectX og GDIplus.
Hvis du vil justere indstillingerne i Wine, åbner du Wines konfigurationsvindue. Det er delt op i syv faner, der alle mere eller mindre giver sig selv.

De vigtigste er “Libraries”, hvor man kan specificere DLL-overrides med henblik på kompatibilitet; “Graphics” til at afgøre, om programmet skal køre i fuld skærm eller i sit eget skrivebordsvindue; og “Audio” til justering af lydinstillinger. Klik “OK”, når du er færdig.

POL giver mulighed for at køre flere versioner af Wine samtidig.

Installer spillet

Uanset om du installerer fra et script eller gør det manuelt, er den praktiske opsætning af spillet den samme. Forhåbentlig bliver din cd eller dvd automatisk genkendt. Hvis det ikke sker, skal du klikke på “Browse”-knappen for at finde spillets setup-fil. Hvis den er på cd eller dvd, vælger du disken i “Places”-menuen. Find den fil, du skal køre – prøv setup.exe, hvis du ikke får nogen hjælp fra AppDB’en – og klik “Open” efterfulgt af “Next.” Nu prøver PlayOnLinux at installere spillet.

Du bør kunne se et setup-skærmbillede fra selve programmet, der kører i det virtuelle drev, som POL har oprettet. Her har du altså et synligt bevis på, at din virtuelle udgave af Windows kører. Herfra skal du følge spillets egen guide og se, om alt går, som det skal. Lad være med at ændre standard-filplaceringen. Hvis der opstår fejl, kan det være, at spillet stadig kører. Prøv i så fald at fortsætte til slutningen ved at klikke “Next”.

Konfigurer din virtuelle desktop ved hjælp af Wines konfigurationsdialogboks.

Hvis installationen er vellykket, bliver du bedt om at vælge en fil, som PlayOnLinux skal bruge som genvej. Vælg den fra listen, eller klik “Browse”, hvis du vil lede på dit virtuelle drev efter en. Det bruger Windows’ filsystem, og du skal derfor indlede din søgning fra C:\Program Files. Når du er færdig, bliver du bedt om at tilføje så mange ekstra genveje, som du har brug for. Vælg “I don’t want to make another shortcut”, og klik “Next”, når du er færdig.

Disse genveje fremkommer både på dit skrivebord og i PlayOnLinux’ hovedvindue. Med sidstnævnte kan du starte dit spil uden først at skulle åbne PlayOnLinux. Du kan trygt slette dem uden at fjerne de andre. Man kan gendanne skrivebordsgenveje fra PlayOnLinux’ hovedvindue ved at vælge en genvej og klikke “Create a shortcut” i feltet til venstre.

Afspil DOS-spil

Får du aldrig lyst til at vende tilbage til klassiske spil fra 1990’erne? Med DOSBox kan du spille spil, der er skrevet til MS-DOS. Det er muligt at knytte programmet til PlayOnLinux, men det er meget enklere blot at installere det separat:

$ sudo apt-get install dosbox $ mkdir -p ~/dos/c

DOS-spil bor i deres egen mappe, og man kan hente et bredt udvalg fra www.abandonia.com. Download et spil i zip-format, og udpak indholdet i den dos/c-mappe, du har oprettet i din hjemmemappe.

Skriv nu “dosbox” og tryk Enter for at starte DOSBox i programmets eget vindue. Skriv så den følgende kommando for at få startet din /dos/c-mappe som dets eget C-drev:

$ mount c /home/username/dos/c $ c:

Skriv “dir”, og tryk Enter for at få bekræftet, at du er på rette sted – du kan nu se mapper for hvert af de spil, du vil køre. Skriv “cd mappenavn” (for eksempel “cd civ1” for Civilization), og skriv “dir” igen for at identificere selve spilfilen (“civ” i tilfældet Civilization). Til sidst skriver du filnavnet og trykker Enter for at komme i gang med at spille spillet.

Hvis du bliver bedt om det, vælger du “VGA (256 colors)” til grafik og “SoundBlaster” til lyd. DOSBox bør også fungere sammen med enhver basal usb-controller, der kan genkendes af Linux, og med din mus og dit tastatur. Når du klikker i DOSBox-vinduet, bliver din mus låst – tryk Ctrl-F10 for at få musen tilbage på skrivebordet, og besøg www.dosbox.com for at få en komplet guide til afspilning af DOS-spil på din pc.

Tilbage til ’90’erne med DOSBox.

Sandhedens time

Tiden er inde til at se, hvordan dit spil opfører sig. Hvis du har installeret det manuelt ved hjælp af en guide fra AppDB, bør du være advaret om eventuelle problemer, men din oplevelse er muligvis en anden. Dobbeltklik på genvejen, der bør starte spillet direkte, eller åbn Wine Explorer (og så skal du igen klikke på genvejen). Nu starter spillet forhåbentlig, og du kan begynde at spille.

Spil bliver installeret ligesom i Windows.

I de fleste tilfælde – navnlig hvis du har installeret det manuelt – er tingene dog ikke helt så enkle. Hvis du kommer ud for problemer, må du dykke dybere ned i dit virtuelle drevs konfiguration.

For det første kan spillet ændre din desktop-opløsning til 640 x 480 uden at gendanne den oprindelige opløsning, når spillet er slut. Det kan også bryde ned og efterlade dig med et skærmbillede, der kun viser det øverste venstre hjørne. Hvis du ønsker at gendanne den oprindelige desktop-opløsning, trykker du Ctrl-Alt-T for at åbne et Terminal-vindue efterfulgt af det følgende og Enter:
$ xrandr -s 0

Skærmen bliver midlertidigt blank, hvorefter din oprindelige opløsning bliver gendannet. For at forhindre, at miseren gentager sig, kan du prøve at køre spillet i et virtuelt vindue: Klik “Configure”, vælg dit virtuelle drev, og gå over til fanen “Wine”. Klik “Configure Wine”, og vent på, at et Windows-lignende vindue med mange faner kommer frem. Gå til fanen “Graphics”, og vælg “Emulate a virtual desktop”. Indstil spillets opløsning: 640 x 480, 800 x 600 eller 1024 x 768 i de fleste tilfælde, afhængig af spillets alder.

Du kan justere din virtuelle desktop via en række faner.

POL-konfigurationsvinduet rummer også flere konfigurationsmuligheder. For eksempel giver fanen “Wine” adgang til dit virtuelle drevs Jobliste og Kontrolpanel, og der er også en Kill Processes-funktion, som man kan bruge, hvis man har svært ved at lukke ned. Vend tilbage til fanen “General”, hvis du vil køre argumenter, når du starter dit spil.

Fanen “Install components” giver mulighed for at installere flere Windows-komponenter, hvis det er nødvendigt, mens man med “Display” kan eksperimentere med forskellige indstillinger, der måske kan fjerne fejl. Endelig er der “Miscellaneous”, som giver mulighed for at åbne en shell til dit virtuelle drev eller manuelt køre en Windows-.exe file (for eksempel en setup-fil, der ikke er dækket under “Installer komponenter”).

Kør spil i deres eget virtuelle desktopvindue, hvis det er nødvendigt.

Ligesom tidligere er disse funktioner ganske tekniske, og du står dig bedst ved at udforske POL-fora og andre web-ressourcer og finde hjælp til at forstå og bruge dem i forbindelse med specifikke programmer. Og hvis det bliver for teknisk, kan du i tekstboksen til højre finde et alternativ til PlayOnLinux, der ganske vist ikke er gratis, men som er enklere at bruge, og som leverer funktionsdygtige scripts til et større antal spil.

Spil i linux på andre måder

PlayOnLinux er ikke den eneste måde, hvorpå man kan (prøve på at) køre Windows-software i Linux. Som vi har set, er POL en brugervenlig indpakning til Wine, og selvom den gør sagerne nemmere – navnlig fordi den understøtter flere Wine-versioner, når det gælder kompatibilitet – er den ikke perfekt. Som du kan læse i artiklen, er man ofte tvunget til at ignorere POL’s scripts og forsøge at komme videre manuelt i forsøget på at få gang i spillet.

Det må dog indrømmes, at det foregår på en mere brugervenlig måde end i selve Wine. Hvis du føler dig tiltrukket af Wine, men ikke af at bruge timer på at prøve at få gang i et spil, kan du kaste et blik på CrossOver Linux (www.codeweavers.com). Ligesom POL er den en wrapper til Wine, men den er bedre udviklet.

Den er ikke gratis, men man betaler for at understøtte Wine-udvikling, og mange forbedringer i Wine er blevet til som følge af CrossOvers udviklere og deres indsats. Man kan få en prøveversion, der giver rigelig tid til at opdage, om man vil få mere held med at installere og køre sit spil ved hjælp af CrossOver i stedet for POL. Vi har for eksempel fået Thief 2 og Unreal Tournament GOTY til at køre i CrossOver.

Den komplette version kan man købe for 39,95 dollar som en engangsudgift, eller man kan betale 59,95 dollar for 12 måneders opdateringer og personlig support og dermed prøve at få spillene til at virke. En anden løsning kan man afprøve, hvis man har adgang til en Windows-licens: Installer en virtuel Windows-maskine ved hjælp af VirtualBox (www.virtualbox.org), og installer så dit spil i den.

Husk at give den to kerner, hvis du kan, og giv den masser af ram. Skru også op for den maksimale grafik-ram, og vælg både 2D- og 3D-support for at give den bedre chancer for at levere en fornuftig ydelse med dit spil.

CrossOver Linux virker på samme måde som POL.