- Hvis jeg kunne fremstille en vingummi til en øre og sælge den for 10 kroner, så ville jeg også gøre det, siger Mads Krog-Jensen og har økonomisk set fuld forståelse for teleselskabernes høje priser på de små SMS-beskeder, der i tusindtal sendes til og fra danskernes mobiltelefoner.
Alligevel blev det for meget for den 23-årige selvlærte IT-konsulent, da han en dag fik en telefonregning, hvor SMS-beskeder alene udgjorde 1.000 kroner for blot en måneds forbrug.
Sammen med en programmørven, 25-årige Kim Koldsø, tog han skeen i egen hånd og programmerede i løbet af nogle nætter den første version af Multica SMS Sender, et Windows-program der på få sekunder og ganske gratis sender en SMS-besked af sted til hvilken som helst mobiltelefon.
- Der findes forskellige gratis SMS-tjenester på nettet, men de er simpelthen for langsomme, fortæller Mads Krog-Jensen.
Det effektive program, der uden beregning kan downloades på nettet, udnytter en gratis genvej til teleselskabernes SMS-servere, og derfor leveres beskederne lige så hurtigt, som når man sender en SMS fra sin mobiltelefon - og typisk betaler op til 50 øre for det.
Multica SMS Sender 1.0 blev frigivet omkring den 1. maj, og deltagerne i en nyhedsgruppe på Internet blev opfordret til at afprøve programmet og komme med forslag til ændringer.
- Responsen var vildt positiv, og vi fik en masse forslag til nye funktioner, fortæller Kim Koldsø.
500 brugere på en uge
Nu fortsætter udviklingen. Senest er programmet opdateret med en Internet-telefonbog, hvor brugerne kan gemme mobilnumre og hente dem til hvilken som helst computer via nettet. Andre funktioner bliver muligheden for at sende flere SMS´er samtidigt til flere modtagere og for at sende beskeder til udenlandske telefonnumre.
- På den måde kan vi retfærdiggøre, at tjenesten ikke bare ligger på en hjemmeside, men skal åbnes som et program. I øvrigt bliver man hurtigt træt af at skulle indtaste en webadresse i browseren og indtaste telefonnummeret og beskeden, imens man tvinges til at se på en masse reklamer, siger Kim Koldsø.
Alene i den seneste uge har 500 mennesker hentet programmet, og næsten 200 har oprettet deres egen telefonbog på nettet. Brugernes telefonbøger gemmes på Kim Koldsøs computer, der fungerer som server for SMS-programmet. Det er også her, at beskederne fra brugerne dirigeres videre ud til mobiltelefonerne. Man skal dog ikke frygte for, at programmørerne sidder og læser med, når en bruger kysser kæresten godnat eller udveksler fortrolige koder med en kollega via SMS:
- Vi logger alle oplysninger på nær indholdet af beskederne og modtagernes mobiltelefonnumre. Det føler vi ikke, vi kan tillade os, forklarer Kim Koldsø.
De øvrige oplysninger om afsendelsestidspunkt og meget andet skal bruges til statistik for sjov:
- Hvis vi ved, hvor mange SMS-beskeder der er blevet udsendt gennem Multica, så kan vi skrive på hjemmesiden: "Nu har vi sparet 36.000 kroner for mobilkunderne", supplerer Mads Krog-Jensen med et stort smil.
Udover hæderen fra nyhedsgrupperne og de første mange Multica-brugere har programmet vakt opsigt i erhvervslivet, hvor rettidige beskeder til mobiltelefoner kan have stor værdi, forklarer de to programmører.
- Vi holder ikke op, før vi har lavet mange flere funktioner. Målet er, at programmet næsten selv kan udtænke, hvilken SMS du vil sende, slutter Kim Koldsø.
Her kan Multica SMS Sender downloades.