Hvis der findes én enkelt bog, som har sat sit præg på open-source-bevægelsen, så må det være Eric Raymonds "The Cathedral & The Bazaar: Musings on Linux and Open Source by an Accidental Revolutionary". Bogen, der ofte beskrives som det definitive standardværk om open-source, forklarer detaljeret og med stor præcision, hvordan open-source-systemet fungerer og hvilke mekanismer, der ligger bag operativsystemet Linux.
I open-source-bevægelsens ånd kan bogen hentes gratis på Nettet i elektronisk form. Den kan også købes på tryk, og forlaget O'Reilly Publishing, der har de eksklusive rettigheder til bogen, har netop udsendt en ny og revideret udgave med flere nye kapitler. Bogen indeholder nye kapitler om open-source udviklingen i 1999 og 2000 og nye afsnit om open-source økonomi og åben software som strategisk våben.
Et nyt kapitel handler om det såkaldte "project forking", som kan føre til forskellige udgaver af det samme open-source-program.
Bogens titel, "The Cathedral & The Bazaar", hentyder til to centrale metaforer; Raymond sammenligner katedralens isolerede model med den "kaotiske kompleksitet" i en bazar.
(Kilde: Wired)