Sun Open Net Environment (ONE) er svaret på Microsofts .NET initiativ. Sun's Scott McNealy præsenterede den nye Internet-arkitektur i San Francisco mandag. Den Java-baserede platform omfatter et komplet udviklingsmiljø, værktøjer og applikationer.
Ligesom Microsoft .NET er ONE ikke et færdigt produkt, men et koncept, der først i de kommende år skal udmøntes i konkrete produkter. Sun fortæller at ONE-platformen skal være færdig i år 2002.
Microsoft har satset hele sin fremtid på .NET, og meget tyder på, at Sun har den samme entusiasme for sin ONE-platform. Firmaet fortæller at det har investeret tre milliarder dollar i ONE, og flere end 10.000 medarbejdere står til rådighed i forbindelse med udvikling og support.
Både .NET og ONE handler om at skabe webbaserede services, ikke mindst indenfor e-commerce, som skal skræddersys til den enkelte bruger. Begge standarder bruger XML til dataudveksling.
Samtidig med offentliggørelsen af ONE-strategien har Sun præsenteret nye værktøjer, "Sun ONE Forte for Java" og "Sun ONE iPlanet Process Manager Tool", som skal gøre det lettere at udvikle web-services.
(Kilde: Futurezone / tecchannel.de )