Telmore-stifter i spidsen for britisk TDC-satsning

Stifteren af Telmore, Frank Rasmussen, skal stå i spidsen når TDC til marts lancerer lavprissatsningen easyMobile i Storbritannien.

Det bliver med Telmore-stifter Frank Rasmussen som direktør, når TDC i marts 2005 gør alvor af sin easyMobile-satsning og går i gang med Storbritannien, som det første land.

TDC og den britiske netværksoperatør T-Mobile har indgået en aftale, der betyder, at TDC lancerer web-baseret mobiltelefoni efter Telmore-konceptet i Storbritannien i marts 2005. For at sikre en succesfuld lancering på det britiske marked anvendes easyMobile brandet, og Telmores stifter Frank Rasmussen bliver administrerende direktør for det britiske selskab.

»Jeg er glad for, at vi med easyMobile i Storbritannien kommer til at nyde godt af Frank Rasmussens iværksættererfaringer fra opbygning og drift af Telmore i Danmark. Aftalen med T-Mobile betyder, at vi fra marts næste år kan tilbyde de britiske mobilkunder web-baseret mobiltelefoni efter et enkelt, gennemskueligt og prisbilligt selvbetjeningskoncept. Konceptet har haft stor succes i Danmark, hvor Telmore på fire år har opnået en markedsandel på cirka 10 pct.,« siger Henning Vest, administrerende direktør i TDC Mobile International.

»Jeg har store forventninger til introduktionen af konceptet i Storbritannien. Med udgangspunkt i den succes Telmore har haft i Danmark, er jeg overbevidst om, at kombinationen af disse erfaringer og TDC's internationale ballast, vil give easyMobile en succesfuld start på det britiske marked,« siger Frank Rasmussen, administrerende direktør for easyMobile.

TDC indgik i august i år en brand license aftale med easyGroup, der blandt andet står bag lavprisflyselskabet EasyJet. Aftalen betyder, at TDC under easy-navnet kan lancere mobiltelefoni efter samme koncept som Telmore i op til 12 europæiske lande.

»Jeg er begejstret for, at vi nu har nået denne milepæl i vores ambitioner om at levere det bedste mobiltelefoni koncept i Storbritannien; den bedste blanding af kvalitet, service og gennemsigtige priser,« siger Stelios Haji-Ioannou, grundlægger og administrerende direktør for easyGroup.

T-Mobile er Storbritanniens største mobiloperatør målt på antallet af kunder, og er samtidig den operatør på det britiske marked, der har flest engroskunder. T-mobile har mere end 80 millioner mobilkunder i Europa og USA.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Tinne Schjoldan Gyllich, Director, CX & Services (Customer Adoption) hos TDC Erhverv, er pr. 1. juni 2026 forfremmet til Senior Director, Head of Partnerships. Tinne skal fremover især beskæftige sig med at drive strategiske partnerskaber, styrke økosystemet og skabe vækst gennem partnerbaseret omsætning. Forfremmelse
    Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

    Iver Jakobsen

    Comsystem A/S

    Immeo har pr. 1. maj 2026 ansat Sofie Amalie Buur som Consultant. Hun kommer fra en stilling som Frontend Engineer & UI/UX Designer hos Valyrion. Hun er uddannet Cand.it. Softwaredesign ved ITU. Nyt job