Konsulentfirmaet A.T. Kerney skriver i en ny rapport, at den globale Internet-handel mister 60 mia. kr. om året, fordi de fleste forsøg på at handle mislykkes. I fire ud af fem tilfælde bliver bestillingen aldrig afgivet. Det skyldes bl.a., at der kræves for mange personlige oplysninger, at kunden ikke kan finde det ønskede produkt eller at tekniske fejl blokerer for købet.
I en tredjedel af alle tilfælde slutter en Internethandel med en telefonsamtale med butikken, fortæller A.T. Kerney. Endnu værre er, at 60 pct. af de adspurgte Internet-brugere, fordelt over seks lande, svarede, at problemerne gør dem så frustrerede, at de aldrig besøger butikken igen.
A.T. Kerney har snakket med 1.264 Internet-brugere i USA, Storbritannien, Japan, Sverige, Frankrig og Tyskland. Undersøgelsen fortæller samtidig, at cybershoppere ikke er så troløse, som mange tror. Faktisk er de meget loyale og holder sig til Internet-butikker, som de kender. Hele 69 pct. fortalte, at de var tilbageholdende med at skifte butik, fordi de ikke vil indtaste deres oplysninger en gang til.
Rapport kan læses på nedenstående adresse.