Artikel top billede

Danske RTX på alvorlig prøve: Produktion ramt af leverandør-problemer

Knas med en ny underleverandør satte tidligere på året RTX på en alvorlig prøve. Selvom virksomheden havde forberedt skiftet længe, blev leverancerne til kunderne forsinket.

Nogle gange skal der ikke så meget til, før en lille ting kan få ret store konsekvenser. 

Det ved man hos RTX, der arbejder med trådløs teknologi og blandt andet bygger telefoner.  

Tidligere på året gik et ellers velplanlagt leverandørskifte nemlig ikke som planlagt. 

Den tidligere leverandør havde valgt at stoppe samarbejdet, da virksomheden skulle sælges til den kinesiske forsvarsindustri, og danske RTX fik 12 måneder til at finde en løsning. 

Valget faldt på den kendte producent Flextronics, men der gemte sig en fare forude. 

“Vi havde nogle indkøringsproblemer, og det tog lidt længere tid, end vi havde regnet med, at få kørt de forskellige underleverandører op til vores planlagte kapacitet,” forklarer direktør i RTX, Peter Røpke. 

“Vi kunne ikke få så mange plastikstumper ud af dem, der støber dem, så hurtigt, som vi havde håbet på.” 

Som øverste mand for selskabet måtte han notere sig i årsrapporten, at virksomheden i løbet af året havde haft problemer med dets supply chain.

Læs mere om direktøren her: Den danske televirksomhed RTX får ny topchef

Fik konsekvenser for kunderne

Den kiksede overgang, hvor den nye underleverandør ikke kunne levere dele, fik konsekvenser for virksomhedens kunder.

Fejlen i virksomhedens supply chain gjorde det nemlig ikke muligt at levere produkter til kunderne til aftalt tid.

Direktøren giver et eksempel:  

“Hvis vi skal levere 10.000 telefoner inden 1. februar til en kunde, og vi så først kan levere de 10.000 telefoner 15. februar, så får det en effekt på vores kvartalsresultat," siger Peter Røpke, der på grund af de rykkede ordrer måtte notere sig problemerne i kvartalsrapporten. 

Det lyder da ret kritisk?

“Hvis man mangler en skærm eller et tastatur, så kan vi jo ikke lave telefonen færdig," forklarer direktøren, der dog blev hjulpet af, at en del kunder selv havde problemer i produktionen.

"Kunderne var selvfølgelig ikke superglade, men nu har vi heldigvis nogle kunder, som vi har haft nogle lange relationer med, så vi fik det håndteret. Og så var det heldigt, at nogle af vores kunder havde selv noget produktion på nogle af de samme fabrikker, så de havde nogle af de samme problemer. Det gjorde det lidt lettere at forklare.”

Læs om hvordan RTX fik vendte nedtur til optur her: Efter mange års dødskamp er televirksomheden RTX tilbage på vækstsporet

Kan ske for alle

Selvom situationen naturligvis er uheldig for RTX, der altså måtte melde om forsinkelser til kunderne, så fastslår direktør Peter Røpke, at den slags problemer kan opstå for enhver produktionsvirksomhed.

RTX producerer ikke selv, men får leveret alle dele fra underleverandører i blandt andet Kina. 

“Det her er en situation, der kan opstå for alle produktionsvirksomheder, så jeg kan ikke give dig nogen garanti for, at det ikke kan ske igen. Men vi har ikke planlagt nogle større leverandørskift lige nu,“ siger Peter Røpke.

Problemer med underleverandører sker løbende for så godt som alle virksomheder, men grunden til at omverden blev opmærksom på denne svipser skyldes regnskabet fra RTX, hvor fejlen stod omtalt.  

“Hvis det hele var sket en måned før, så var det aldrig kommet til at stå i vores kvartalsrapport. Grunden til at jeg skrev det var, at vores aktionærer og andre kunne se, at vi har det her som et opmærksomhedspunkt,“ siger direktøren med henvisning til, at forsinkelserne rykkede sig ind i et andet kvartal, hvilket betød, at forsinkelserne fik regnskabsmæssig betydning for RTX. 

Læs mere om RTX her: Topchef for den danske tele-producent RTX Telecom færdig i selskabet - forlader firmaet omgående

Og intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget.

Hos RTX er man faktisk glad for overgangen til den nye leverandør. 

For siden problemet er blevet fikset, samarbejder RTX nu med en leverandør, der kan skalere produktionen op, så den kan følge med virksomhedens vækstambitioner.

RTX oplever fortsat vækst og kunne i forbindelse med rengskabet for 2016/2017 præsentere mere fremgang og en omsætning på 433,5 millioner kroner.