Efter længere tids usikkerhed melder indenrigsminister Karen Ellemann (V) nu ud, at kommunerne må beholde milliarderne fra salget af KMD.
Hun påpeger, at elforsyningsloven ville medføre, at KMD's salg skulle modregnes i kommunernes tilskud fra staten, men nu har man lavet en "hurtig ændring af elforsyningsloven", oplyser ministeren i en pressemeddelelse.
Det er sket, fordi "modregningsordningen sigter mod en anden type salg af forsyningsvirksomheder".
"Det er regeringens opfattelse, at det aldrig har været hensigten med loven, at kommunerne skulle modregnes for indtægten fra salget af Kommunedata," siger hun.
"Jeg er derfor glad for, at der nu rettes op på dette ved en hurtig ændring af elforsyningsloven," siger Karen Ellemann.
KMD blev solgt i december 2008 til kapitalfonden EQT samt pensionsselskabet ATP for et beløb i omegnen af to milliarder kroner.
KMD er det største danskejede it-firma med omkring 3.000 medarbejdere.
Efter overtagelsen har KMD fået en ny bestyrelse med Vagn Sørensen fra TDC i spidsen.
Rasende KL-formand
KL's formand, Erik Fabrin (V), har tidligere været helt oppe i det røde felt, da det kom frem, at loven faktisk ville koste kommunerne kassen.
"Det er fuldstændig absurd at forestille sig, at den lov også dækker et it-selskab," sagde Erik Fabrin dengang.
Han truede sågar med retssager.
"Der er ikke flere planer om en sag. Det er opgivet, når nu ministeren vil ændre loven," lyder formandens reaktion nu til Ritzau.