Det hjalp ikke Telia at anke Telestyrelsens afslag på at nedsætte samtrafikpriserne til Teleklagenævnet. Nævnet stadfæstede onsdag styrelsens afgørelse om, at der ikke i lovgivningen er grundlag for, at Telia og de andre konkurrenter kan kræve af Tele Danmark, at prisen for at leje det danske telenet bliver sat ned.
Afslaget er ikke overraskende. Telestyrelsens oprindelige afgørelse byggede nemlig på en anden sag fra Teleklagenævnet. Den handler om, hvilke priser Tele Danmark må tage af kunderne.
Telestyrelsen forlangte priserne sat ned på grundlag af en sammenligning med de svenske telepriser. Det skete med henvisning til lovgivningens bestemmelser om, at de danske priser skal følge ”den bedste praksis”. Teleklagenævnet mente dengang, at sådan en praksis skulle beregnes ud fra priserne i flere lande, mens Telestyrelsen nøjedes med Sverige.
Baggrunden for Telias krav om lavere samtrafikpriser var en sammenligning med de britiske priser, der er lavere end de danske. Men heller ikke i det tilfælde er det tilstrækkeligt at sammenligne med et enkelt land. Det skal ses i forhold til ”sammenlignelige priser i en flerhed af lande”, skriver klagenævnet.
Telia og Tele Danmarks øvrige konkurrenter betragter de relativt høje priser for at leje Tele Danmarks net som den mest afgørende forhindring for, at danskerne får markant billigere telefoni.