Af Lene Sekjær & IDG News Service
Det er en af de mest markante skikkelser i Microsoft, som i dag har sin sidste arbejdsdag på kontoret i Redmond.
Efter flere "halvhjertede" forsøg er det nu alvor: Brad Silverberg tager ikke bare på orlov, men forlader etablissementet definitivt. Nu vil han hellige sig nystartede virksomheder.
Brad Silverberg kom i 1990 fra Borland til Microsoft, hvor han fik ansvar for ambitiøse forbrugerprojekter som det markeds-revolutionerende Windows 95. Efterhånden blev Silverberg dog draget mere i retning af Internet og tog tøjlerne for Microsofts browserudvikling.
Et års orlov
I 1997 lod Brad Silverberg sig tvinge på en "frivillig orlov" efter uoverensstemmelse med en del af ledelsen om, hvorvidt virksomheden fremover skulle satse på Windows eller på Internet. Windows-holdet vandt, og Silverberg tog en pause.
I 1998 vendte Brad Silverberg tilbage som deltids-rådgiver for direktør Steve Ballmer. Et tilbud om at overtage ledelsen af Microsofts "Consumer and Commerce Group" takkede han pænt nej til. Denne stilling gik sidst på sommeren til Silicon Graphics´ tidligere direktør, Rick Belluzzo.
- Og så fandt Silverberg, at tiden var til at finde nye græsgange, siger en talskvinde for Microsoft.