Den amerikanske high-tech børs Nasdaq åbnede i dag et nyt marked i Japan. Det nye Nasdaq Japan konkurrerer dermed med Tokyo-børsen om japanske teknologiaktier. Det skriver BBC.
Den japanske udvidelse er elektronikbørsens første skridt i retning af at skabe en global børs.
En europæisk gren er også planlagt som følge af planerne, der skal føre til åbningen af en døgnåben børs.
Børs-analytikere siger til BBC, at det nye initiativ radikalt vil ændre kapitalmarkederne i Japan.
Omkring 96 procent af aktiehandelen i Japan finder sted på Tokyo-børsen, og har medført at denne børs stort set dikterer et firma betingelserne for at få sine aktier noteret.
Nasdaq Japan håber at tiltrække nyere tabsgivende virksomheder med lovende prospekter ved at løsne på den gamle børs? krav om tre års overskud som betingelse for børs-introduktion.
Nasdaq Japan skal operere fra Osaka. Børsen håber at have sin egen handelsplatform oppe at køre om ni måneder.
Nasdaq Japan er en joint venture mellem Japans førende Internet-investor Softbank, og det amerikanske Nasdaq.
Handelen den første dag var stille, da investorerne behandlede det nye marked med forsigtighed, men åbningen forløb uden tekniske problemer.