Af Kim Kaas Selsø, Computerworld Online
En af verdens største IT-virksomheder, IBM, der i 1999 havde en omsætning i Danmark på små ni milliarder kroner, er i fuld gang med at styrke virksomhedens afdeling i Aalborg.
I dag har IBM godt 30 ansatte i det nordjyske, men inden længe skal det tal være oppe på det dobbelte, oplyser IBM Danmarks afdelingsdirektør for Strategisk Outsourcing, Allan Sonne.
Nordjysk spydspids
Med udvidelsen bliver afdelingen i Aalborg større end IBMs tilsvarende afdelinger, der ligger i Minsk, London, Rom og USA.
Baggrunden for nyansættelserne er, at IBM ønsker at gøre Aalborg til spydspids i koncernens udvikling af skræddersyede programmer til styring af edb-systemer i erhvervslivet. For eksempel ordre- og leveringssystemer.
Virksomheden efterspørger arkitekter, programmører og udviklingsingeniører.
- Vores forventning er, at vi kan få de folk, vi skal bruge. Vi har allerede foretaget de første ansættelser, så det bliver ikke noget problem at få kvalificerede folk, siger Allan Sonne.
Stærkt team
Valget er faldet på Aalborg, fordi IBM gennem flere år har haft et godt samarbejde med regionens erhvervsliv og med universitetet og forskerparken NOVI.
- Gennem dette samarbejde er det blevet åbenlyst, at vores nuværende stab i Aalborg er et meget stærkt team, som fra et globalt synspunkt er værd at satse på, siger Allan Sonne.
IBM Danmark kom ud af 1999 med et resultat før skat på 329 millioner kroner og har 4479 ansatte.