Af Kim ElmoseMed 14 millioner solgte bøger var den britiske science fiction forfatter, Douglas Adams, en af de bedst sælgende forfattere i 80'erne og 90'erne og det skyldes hans bøger, der ifølge mange, undertegnede inklusive, hører til de sjoveste, der nogensinde er trykt. Flere bøger kommer der imidlertid ikke, fordi i fredags døde Douglas Adams 49 år gammel.
Hans popularitet skyldes science-fiction serien The HitchHiker's Guide to the Galaxy, en trilogi i fem bind (!) om jordboen Arthur Dent og hans oplevelser i et temmelig livligt og barokt univers.
Serien har navn efter en rum-rejseguide med fakta om alle planeter og begreber i galaksen - placeret på en mini-computer. Dermed er bogen formentlig den første beskrivelse af en håndholdt terminal, der er koblet op på et netværk - i dette tilfælde et intergalaktisk net.
Bøgerne baserer sig på en række radiospil og siden en tv-serie på BBC i slutningen af 70'erne og starten af 80'erne, som Douglas Adams omplantede til bogform.
Derved opnåede hans univers sin store popularitet og en status blandt fans, der nemt kan måle sig med dyrkelsen af landsmanden, J.R.R. Tolkien og hans Ringenes Herre.
42 er meningen med livet
The HitchHiker?s Guide to The Galaxy er omdrejningspunktet i den flyvske historie om Arthur Dent, som pludselig en dag må forlade Jorden, kort før den udslettes for at give plads til en rum-motorvej.
Sammen med sin ven, Ford Prefect, der viser sig at være skribent for guiden, hvirvles han ind i en række eventyr, som efterhånden fører ham ud i en jagt på svaret på meningen med livet. I bøgerne viser det sig nemlig, at Jorden blot var en gigantisk, biologisk computer ? bestyret af hvide mus - med det ene mål at finde frem til meningen med livet. Den viser sig senere at være 42, hvorefter det handler om at finde det rigtige spørgsmål, hvilket er det formål, som musene fik bygget Jorden til.
Undervejs bliver læseren præsenteret for et farverigt galleri af personligheder, som den to-hovedede galaktiske præsident og festløve, Zaphod Beeblebrox, den triste robot, Marvin The Paranoid Android og klodedesigneren, Slartibartfast, som vandt en pris for sine norske fjorde. Dertil kommer en mængde sidehistorier blandt andet om universets vildeste drink, The Pan-Galactic Gargleblaster, hvis virkning svarer til at blive slået i hovedet med en guldbarre omviklet med en skive citron.
Guide omplantet til nettet
Douglas Adams var ifølge BBC Online i færd med at skrive manuskript til en filmatisering af bøgerne, men ideen med en stadig opdateret rejseguide, førte Douglas Adams i øvrigt ud i livet, da udbredelsen af internet tog fart. Han oprettede sitet H2G2, hvor alverdens netbrugere kan skrive om de steder, ting og begreber, der betyder noget for dem helst på en sjov og underfundig måde. Douglas Adams mente, at man lige så godt kunne starte her, inden der en gang bliver skrevet en virkelig guide til galaksen.
H2G2 er ligesom hans personlige websted douglasadams.com præget af sørgemails fra læsere fra hele verden. Sorgen er ikke til at tage fejl af, men flere sender en sidste hilsen med smil på læben ? helt i hans ånd.
Således opfordrer flere læsere ham til at sende en mail fra det hinsides, hvis han nu har fundet ud af, hvad spørgsmålet til svaret 42 er.