Efter måneders dødskamp var det fredag endelig slut for århusianske Memory Card Technology. Selskabet blev af bestyrelsen sendt til konkursbehandling i skifteretten, og kort tid efter besluttede Københavns Fondsbørs at slette Memory Card fra noteringen.
Ifølge en modregnet balance over selskabets aktiver og passiver lukker og slukker Memory Card Technology med bankgæld og andre krav for 630 millioner kroner. Der er aktiver for 275 millioner kroner.
Kæmpegæld truede selskabet
Memory Cards problemer kom for dagens lys i efteråret 2000, hvor ugebrevet Mandag Morgen afslørede, at selskabet risikerede at blive overtaget af Danske Bank og Unibank på grund af en gæld på en halv milliard kroner. Nyheden fik dengang aktien til at falde med 30 kroner - 12,5 procent af markedsværdien.
I begyndelsen af januar forlod Memory Cards berømte og berygtede stifter John Trolle selskabet til fordel for 38-årige Lars Marcher, der hidtil havde haft ansvaret for salg, marketing og indkøb, og et par uger efter gik selskabet for første gang i betalingsstandsning. Den 29. januar i år viste et internt halvårsregnskab så dårlige tal, at der ifølge en fondsbørsmeddelelse ?kunne konstateres en væsentlig negativ egenkapital.?
Aktiviteterne i det kriseramte selskab blev siden solgt til amerikanske Dataram Corporation for 260 millioner kroner.