Investeringsportalen Euroinvestor lancerer i dag en svensk udgave, og om en måned udvides der med et norsk websted.
Ifølge direktør Søren Alminde har det danske websted oplevet en stigning i brugerantal på over 50 procent i forhold til for et år siden, og det tilskriver han øget interesse blandt private investorer for udviklingen på aktie- og valutamarkederne.
Ud over portal-driften ernærer Euroinvestor sig ved at sælge internet-baserede investor relations-ydelser til børsnoterede virksomheder som Carlsberg, TDC, Lundbeck og ISS.
Euroinvestor ejes af brødrene Søren og Jens Alminde samt investeringsselskabet Din www, som igen ejes af Jubii-stifterne Henrik Sørensen, Kasper Larsen og Martin Thorborg. (rst)