Foto: Nicolai Devantier.

Danmarkspremiere på gigabit-bredbånd på kabel-tv-nettet - kan være på vej til dig

Reportage: De første 900 personer i Danmark er nu blevet forsynet med lynhurtigt 1.000 Mbit-bredbånd via kabel-tv-nettet. Mange er glade, men der er også en del kritiske røster efter forsøgsperioden i byen Lejre. Vi var med, da forbindelsen blev præsenteret for første gang.

Tryk på download, tæl så til 38 og aftenens underholdning er reddet.

38 sekunder er nemlig den tid, det tager at hente en dvd-film på 4,7 gigabyte, hvis du har gigabit-bredbånd.

Og de første 900 personer i den lille sjællandske by Lejre vest for hovedstaden er netop blevet forsynet med den hastighed via kabel-tv-nettet.

Nu er det altså muligt at få den enorme hastighed uden brug af fiber, hvilket gør løsningen tilgængelig for rigtig mange mennesker.

Yousee har nu for første gang fremvist giga-bredbånd, og vi var naturligvis på pletten for at se, hvordan det virker.

25 gigabyte på under fire minutter
Hastigheden er selvsagt det mest imponerende.

Du kan eksempelvis downloade Windows 10 på cirka et halvt minut eller en hel Bluray-skive med 25 gigabyte indhold på under fire minutter.

Formanden for kommunens erhvervs- og turismeudvalg, Grethe Saabye, var da heller ikke mindre end jublende glad.

"For en lille by, hvor 70 procent af arbejdsstyrken er pendlere, betyder det utroligt meget, at der er mulighed for at få en solid hjemmearbejdsplads," siger hun til Computerworld.

Eller som hun formulerer det i politiker-punktform:

"Natur, samvær og godt netværk er en forudsætning for et godt liv på landet."

Hun forudser ligefrem, at den hurtige bredbåndsforbindelse kan få gavnlig effekt i forhold til, at folk får lyst til at bosætte sig i kommunen.

I dele af kommunen har der været huller i eksempelvis mobildækningen, hvilket ifølge hende svækker lysten til at bosætte sig i området.

"Vi har flere eksempler på virksomheder, der simpelthen er flyttet fra kommunen på grund af dårlige forbindelser," fortæller hun.

900 ud af 27.000
Det er dog langt fra alle af de godt 27.000 borgere eller virksomheder i kommunen, der kan få gavn af den nye hastighed.

Det er nemlig kun kunder i det eksisterende kabel-tv-net, der får muligheden.

Og det var der flere borgere i kommunen, som var ganske kede af.

"Hvad med os?" lyder det fra en borger i Lejre, der er bosat lige uden for det bredbåndsdækkede område.

Carsten Bryder, der er teknologichef (CTO) i TDC/Yousee, svarer, at der ikke er udsigt til, at der bliver lagt nye kabler ud i området, og derfor vil muligheden kun være tilgængelig for medlemmer i den lokale antenneforening Lejre Kabelnet.

"Og hvad med vores FM-bånd? Hvornår får vi det tilbage?" lyder det fra et knap så tilfreds medlem antenneforeningen.

Den nye bredbåndsløsning har nemlig ædt FM-båndet for at opnå den høje hastighed.

"For at give adgang til FM-båndet igen, vil vi udsende en lille ekstra boks," forklarer Yousee-manden.

"Hvornår kommer den?" lyder spørgsmålet fra salen.

Og denne gang bliver svaret mere løst i betrækket.

"En gang efter sommerferien, måske i august eller september."

De trofaste radiolyttere i kommunen skal således finde andre veje end FM-båndet for at blandt andet at høre radioavisens udsendelser.

Huawei arbejder og TDC drifter
Det er den kinesiske samarbejdspartner Huawei, der skal sørge for det praktiske arbejde, som skal bære løsningens mange datapakker gennem kabel-tv-kablerne.

Den 27. januar 2016 blev kontrakten underskrevet mellem de to, der ligeledes har haft et samarbejde om udbygningen af mobilnettet gennem de sidste tre år.

I Lejre har det konkrete arbejde bestået i at udskifte alle komponenter over jorden i kabel-tv-nettet.

Der er altså ikke blevet gravet eller ændret på jordkablerne i kommunen. Hvilket også har været årsagen til, at det kun er de eksisterende kabel-tv-medlemmer, som får hastigheden tilbudt.

I praksis er der eksempelvis udskiftet 84 forstærkere og 350 af de såkaldte splittere for at give 1.000 Mbit ned og 500 Mbit op i Lejre.

På landsplan løber de to tal op i henholdsvis 72.000 og 500.000 udskiftninger, som Huawei-skal foretage for at Yousee kan drive projektet.

"Det praktiske arbejde i Lejre er blevet udført i løbet af maj måned, men der har været laboratorieforsøg med teknologien gennem et års tid," fortæller Signe Brink Wagner, der er presseansvarlig for Huawei i Danmark.

Lejre er således det første forsøgsområde, hvor teknologien nu skal afprøves i praksis blandt levende mennesker.

Herefter følger endnu et testområde i Vanløse, hvorefter hele landet skal opgraderes.

Det arbejde forventes færdigt i 2017.

Herefter kan den halvdel af landet - eller godt 1,4 millioner husstande, der er dækket af kabel-tv-nettet - få adgang til at købe løsningen af Yousee.

Læs også:

100 Mbit-bredbånd i Danmark femdoblet på et enkelt år - men der er et men....

Vores data-forbrug på det mobile bredbånd eksploderer: Så voldsomt stiger forbruget



Premium
Blandt 18.000 indberetninger om databrud er menneskefejl den mest almindelige: Sådan undgår din virksomhed de mest basale databrud
18.000 anmeldelser om databrud er tikket ind hos Datatilsynet siden siden GDPR-loven trådte i kraft. "Mange af de fejl, som vi ser, beror på relativt banale fejl,” lyder det fra tilsynets it-sikkerhedspecialist Allan Frank. Se her, hvordan du relativt nemt kan undgå dem.
Computerworld
IBM vinder millionaftale om nyt toldsystem
Skatteforvaltningen har tegnet en tiårig kontrakt IBM om levering af det sidste it-system til i en omfattende systemudskiftning i toldsystemerne og som først forventes afsluttet i 2025. Se alle detaljerne her.
CIO
Podcast: Hos Viking Life-Saving Equipment er it gået fra at være backend til at være noget, som kunderne spørger aktivt efter
Podcast, The Digital Edge: Viking leverer en stadig større del af deres produkt som en tjeneste. Som en del af tjenesten tager Viking ansvar for sikkerheden ved at levere, dokumentere og vedligeholde det nødvendige sikkerhedsudstyr. Hør hvordan Henrik Balslev senior digital director hos Viking har løftet den opgave.
Job & Karriere
Microsoft i kæmpe dansk satsning - åbner tre store datacentre i Danmark
Microsoft lancerer kæmpe satsning fra hovedkvarteret i Lyngby. Selskabet åbner tre store bæredygtige datacentre på Sjælland.
White paper
Ryk SAP-workloads i skyen – og tag alle de kendte fordele med
SAP-kunder verden over har gennem de seneste 15 år draget fordel af løsninger baseret på NetApps ONTAP-data management-platform. Herunder en mere sikker og stabil drift samt forenklet administration, hvilket er afgørende for at gennemføre projekter effektivt og for at reducere deres risikoprofil. Gennem de seneste år er det i høj grad også blevet muligt at rykke SAP-workloads i skyen, og det ønsker mange virksomheder rimeligvis at drage fordel af – men uden at sige farvel til mulighederne med NetApp ONTAP. I dette whitepaper stiller vi skarpt på mulighederne for at indarbejde NetApp Cloud Volumes ONTAP and Azure NetApp Files som del af en SAP-strategi baseret på Microsoft Azure.