Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fra i dag fragter droner blod og medicin til danske patienter

I dag flyver sundhedsdroner for første gang fra Odense Universitetshospital i Svendborg til Ærø. Dronerne kan medbringe blod og medicin, og transporttiden på 40 minutter er langt hurtigere end med bil og færge. Det sikrer korrekt behandling til patienterne hurtigere.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis man i dag bor på en af Danmarks mindre øer og får taget en blodprøve, skal prøven fragtes med færge og bil til analyse på hospitalets laboratorium. Fremover bliver afstanden kortere, for nu er vejen banet for, at blodprøven med det samme kan sendes direkte afsted til laboratoriet med en drone.

Det er virkeligheden fra mandag 30. maj, hvor transportminister Trine Bramsen står klar i Svendborg til at sende den første danske sundhedsdrone afsted via en radioforbindelse.

Efter flere års planlægning og tests er partnerskabet bag sundhedsdronerne klar til at demonstrere de første flyvninger hen over vandet. En rute på 50 kilometer, som finder sted i 80 meters højde.

Dronen kommer fra Rigitech og har et vingefang på 2,8 meter. Den skal flyve fra OUH Svendborg Sygehus til Ærø. Den første version af dronen kan bringe blodprøver fra det lille øsamfund til laboratoriet. På længere sigt er det planen, at også medicin og udstyr skal transporteres mellem sygehuse, laboratorier, lægehuse, plejehjem og hjemmeplejen. Helt i tråd med regeringens nye sundhedsreform kan ordningen udvides til mindre øer eller områder, der ligger langt fra et hospital, og dermed bringe sundhedsvæsenet ud til patienten.

Sundhedsdronerne kan dermed sikre en langt hurtigere og dermed mere effektiv behandling.

"Der er ingen tvivl om, at med sundhedsdronernes indtog i sundhedsvæsenet træder vi ind i en ny æra," siger projektleder fra Syddansk Universitet (SDU), Kjeld Jensen.

Hvad er sundhedsdronerne?

Projektet HealthDrone skal integrere droner i det danske sundhedsvæsen. Bag projektet står et partnerskab bestående af OUH, Falck, Holo, Unifly, Scandinavian Avionics og SDU. HealthDrone er i gang med at udvikle og teste droner til transport af blodprøver og medicin mellem Ærø, Svendborg og Odense.

Dronerne har allerede gennemført succesfulde testflyvninger fra Ærø til Langeland, men passerer en ny milepæl, når den fulde distance fra Svendborg til Ærø gennemføres.

"Det er exceptionelt i europæisk sammenhæng, at vi flyver med dronerne uden at lukke luftrummet ned. Sammen med Naviair, Unifly og Trafikstyrelsen har vi på SDU udviklet en metode til at tracke helikoptere og fly, så vi kan manøvrere uden om dem. Flyveledelsen hos Naviair kan på deres skærme se, når en droneflyvning er i gang og vil agere hvis f.eks. en redningshelikopter har brug for luftrummet. Vi har banet vejen for, at det kan lade sig gøre," fortæller Kjeld Jensen.

Kan være klar i morgen

Én af de kommercielle aktører i projektet er mobilitetsvirksomheden Holo, der sammen med Falck er operatør på flyvningerne, og her lyder det fra administrerende direktør, Christian Bering Pedersen, at virksomheden principielt set er klar til at udbyde servicen med det samme.

"Der er med dette projekt blevet fjernet nogle barrierer i forbindelse med droneflyvning, som betyder, at vi nu kan tilbyde en transportservice via drone til mange forskellige formål. Projektet har vist vejen for fragt med droner," siger Christian Bering Pedersen, der også er formand for styregruppen bag Healthdrone-projektet.

"Bedre behandling og besparelser for millioner Dronerne har potentiale til at sikre hurtigere og bedre behandling," fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, der er lægelig direktør på OUH.

"Det er et stort fokusområde for os at skåne patienter – især særligt sårbare – for at bruge tid på transport og ventetid, så de i stedet kan få taget prøver hjemme eller i nærheden af hjemmet. I dag er vi afhængige af de faste tider til biltransport og færge, men sundhedsdronerne gør det muligt at få prøver til analyse på meget kortere tid, så vi i fremtiden kan sikre korrekt behandling hurtigere til fordel både for sundhedsvæsenet, men selvfølgelig først og fremmest for patienterne," siger han.

Tid er ofte en afgørende faktor, og også her kan droner i fremtiden spille en livsvigtig rolle. Det være sig i forbindelse med ulykker, hvor hurtig adgang til blod kan betyde forskellen på liv og død, men også i forbindelse med infektioner, hvor hurtigere svar giver bedre behandling. En anden fremtidig mulighed er at levere medicin direkte til patienterne, så de ikke behøver hente dyr specialmedicin på sygehuset.

Fakta om HealthDrone

HealthDrone er et treårigt innovationsprojekt, som er støttet af Innovationsfonden. Målet er at udvikle og teste sundhedsdroner, der skal transportere patientprøver, medicin og medicinsk udstyr mellem hospitalsafdelinger, lægehuse og hjemmeplejen.

Efter flere års grundige forsøg og tests med sundhedsdroner i UAS Denmark Testcenter i HCA Airport, ved OUH og ved flyvninger internt på Ærø, er dronerne nu klar til at teste flyvninger i luftkorridorer mellem Ærø og Svendborg samt Svendborg og Odense.

Nuværende transporter er begrænsede af faste ruter, afgange og færgefart på 1 time og et kvarter mellem Ærø og Svendborg. Derfor vil dronetransport bidrage væsentligt til både en hurtigere og ikke mindst mere fleksibel transportløsning.

Når sundhedsdronerne er klar, vil de forbedre logistikken i sundhedssektoren og dermed betyde hurtigere og bedre behandling for patienterne. Dronerne vil gøre det muligt at lave flere undersøgelser på lægehuset eller hjemme, der før krævede besøg på sygehuset.

Projektpartnerne er SDU, Falck, Holo, Odense Universitetshospital, Unifly og Scandinavian Avionics. Det samlede budget er 30.615.297 kr., heraf 14.107.438 kr. fra Innovationsfonden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere