Han får 30 procent mere i løn. Skatten æder væsentligt mindre. Jobbet har de udfordringer, han søgte. Arbejdsgiveren har den indstilling, han savnede. Og så egner landet sig godt til bjergvandreture.
Derfor er den danske datalog Thomas Hohn landet som softwareudvikler i den schweiziske by Baden. Kort sagt. Naturligvis er realiteterne lidt mere nuancerede og historien derfor lidt længere. Dem vender vi tilbage til.
29-årige Thomas Hohn er nemlig langt fra alene om sin udlængsel. Faktisk satser hele 57 procent af unge europæere på, at deres næste punkt på CV'et vil blive et sted, hvor mor derhjemme skal til at trykke landekode, når hun ringer.
Ellers smutter jeg
Tallet stammer fra en undersøgelse, som britiske Cranfield School of Management samt jobtjenesten Jobline har foretaget. 6.500 unge europæere med en videregående uddannelse inden for IT, jura, økonomi i ti lande er blevet spurgt om deres karriereplaner.
75 procent af de unge mener, at international joberfaring er "meget vigtigt" for deres fremtidige karriere. De unge sender dermed utvetydige signaler til arbejdsgiverne om, at der skal mere end gratis frokost og mobiltelefon til at holde på dem i jobbet.
Men 35 procent af de adspurgte har slet ikke tiltro til, at deres nuværende arbejdsgiver kan tilbyde en internationale karrieremuligheder. Og 17 procent vil tage konsekvensen og finde en ny arbejdsgiver, hvis deres nuværende ikke opper sig.
Flere udfordringer, mindre skat
Hvis vi vender blikket tilbage til det levende billede af en emigreret dansk IT-kompetence, var det også utilfredshed med den hidtidige arbejdsplads, der bragte Thomas Hohn til Schweiz. Efter endt datalog-uddannelse i Århus arbejdede han i halvandet år som IT-chef hos systemudviklingsfirmaet IT+ i samme by.
- Jeg følte, jeg havde brug for at komme videre og savnede at arbejde mere med softwareudvikling. Jeg var heller ikke enig i den måde, tingene blev gjort på, forklarer Thomas Hohn.
Han havde længe haft en drøm at prøve at arbejde i udlandet og lagde billet ind på den mulighed med en faxet ansøgning, da det schweiziske softwarehus BSI havde en jobannonce i Computerworld. Godt en time senere havde han en invitation til et weekendbesøg hos BSI i Baden med jobsamtale, rundvisning, middag hos chefen og en bil til rådighed til at sondere området på egen hånd.
Dernæst overvejede Thomas Hohn et kontraktoplæg i 14 dage. Noget af det, der var afgørende for, at han takkede ja, var muligheden for at blive honoreret 30 procent bedre i kroner og øre for sit arbejde og endda betale mindre skat.
- Jeg synes ikke, at det danske skattesystem er rimeligt. Hernede får jeg omtrent netto, hvad min kæreste og jeg ville få udbetalt tilsammen i Danmark med hver vores seks-årige uddannelse, siger Thomas Hohn.
Godt nok er der mere brugerbetaling på offentlige ydelser i Schweiz, men "man betaler jo kun for det, man bruger", som Thomas Hohn udtrykker det. Desuden er leveomkostningerne generelt højere i Schweiz.
Som fra Randers til Vejle
En anden afgørende faktor i den store beslutning om at rykke tilværelsen nogle tusinde kilometer sydpå var rejsetiden til Danmark.
- Det skulle ikke være længere væk, end det kunne lade sig gøre at tage til Danmark relativt hurtigt. Og det kan jeg: Det tager den samme tid at komme hjem med fly, som det tager at køre fra Randers til Vejle i tog, siger Thomas Hohn.
Desuden spillede det også ind, at Thomas Hohn er vokset op med en tysk far i Danmark og derfor allerede kunne schweizernes sprog.
Kæresten skal også have job
Han erkender, at det har nogle omkostninger trods alt ikke at have familien og vennerne lige om hjørnet.
- Men hvis vi var flyttet til København, havde det også kostet kontakt med netværket. Desuden lever vi jo ikke længere i en tid, hvor posten kommer med diligencen, siger Thomas Hohn med henvisning til nutidens kontaktmuligheder i telefon og email.
Nu har Thomas Hohn arbejdet og boet i Schweiz i tre måneder. Det går, som det skal. Derfor flytter hans bioteknologiuddannede kæreste og to-årige søn nu også derned.
- Man skal ikke tage til udlandet, hvis partneren ikke også kan få job. For danske kvinder vil nok have svært ved at acceptere i længden at gå hjemme. Derfor hjælper ledelsen i BSI også ægtefæller med at finde job hernede, fortæller Thomas Hohn.
Softwarehuset BSI er i øvrigt stiftet af danskere, og i dag er der syv danske medarbejdere ud af de ialt 50 i Baden og fem ansatte i den amerikanske afdeling.
Relevant link:
Thomas Hohns arbejdsplads i Schweiz