Artikel top billede

Grafisk er det hele mere bombastisk end nogensinde før, uden at det dog går ud over den kendte spilbarhed.
Foto: Bandai Namco.

Anmeldelse: Slagsmålet fortsætter ufortrødent i Tekken 7

Bandai Namco har polstret den klassiske kampspil-serie med nye tricks, men nogen fungerer bedre end andre.

Man behøver ikke at bruge særlig lang tid i selskab med det nyeste kapitel i Tekken-serien, for at fornemme at det, ligesom sine nærmest konkurrenter, også er et spil der er udviklet med en stærk vilje til at forny sig selv.

Street Fighter IV genopfandt sig selv og genren som helhed, mens dets efterfølger efter mere end et år fuld af opdateringer, nu endelig er blevet til den sande arvtager som udvikleren havde håbet på fra starten.

Injustice 2 viste, at en gennemarbejdet historie fint passer ind i genren, og imponerende yderligere med flere forskellige spilmuligheder end hvad der havde været rimelig at forvente.

Tekken 7 viser det samme gåpåmod. Mest iøjefaldende er den nye historie-mulighed, hvor man følger størstedelen af det 38 personer store karaktergalleri, i en historie der nok engang har Mishima-familiens dystre skæbne i fokus.

At forsøge at involvere så mange karakterer i en og samme historie er en næsten umulig opgave, men når historiens grundpiller i forvejen er mangelfulde, gøres det ikke ligefrem nemmere og det kan mærkes.

Selv hvis man kender den gennemløbende historie fra de seks tidligere spil, bliver karaktererne her præsenteret som livløse plastikdukker, med pinagtig dialog og en historie som nærmest ikke hænger sammen.

Desværre er de resterede muligheder for de der har tænkt sig at spille alene, ikke meget mere givende. En simpel arcade-mode lader dig banke modstanderne gule og blå i jagten på et par historiebider, mens Treasure Battle i stedet belønner vunde kampe med guldmønter. De virtuelle penge kan bruges til at købe et enormt udbud af forskellige dingenoter, der kan smukkesere eller afskyeliggøre alt fra de mange figurer til spillets grafiske interface.

Er det langtidsholdbarheden man satser på, bør de forskellige muligheder for alene-spil derfor bedst ses som træning til når man endegyldigt vover sig online for at søge modstand. Og træning skal der til, for det er ikke kun i forhold til indpakningen at udvikleren har sørget for fornyelse.

Et af de punkter der i sin tid differentierede Tekken fra flere af dets konkurrenter, var viljen til at satse på noget der i højere grad mindede om reel kampsport. Den slags er blevet vandet mere og mere ud med tiden og har nu resulteret i at Tekken 7 har introduceret de såkaldte "Rage Arts".

Der er her tale om et slags opladeligt super-angreb der er tiltænkt som måde at vende de mest desperate situationer på. Systemet virker dog ikke rigtig efter formålet og virker mere end noget andet som en tilføjelse for tilføjelsens skyld.

Bedre er de såkaldte "Power Crush" bevægelser, der er en slags ustoppelige angreb der kan kombineres med slagkombinationer for at forvolde runde-vindende voldsomligheder. De kan være enormt effektive hvis timingen er på plads, men da man ikke er usårlig mens man bruger dem, skal de rent faktisk bruges på intelligent vis, hvilket tilføjer dybde til det hele.

Læs også: Anmeldelse: Switch-versionen af Mario Kart byder på få nyheder, men er stadig fantastisk

Ny kan man dog ikke helt kalde den inflation der igen har ramt antallet af spilbare karakterer, og på trods af at dette burde være positivt, er det tydeligere end nogensinde før, at mængden nu for alvor er begyndt at gå ud over kvaliteten.

Både det 5 og 6 kapitel bød på sine underlige tilføjelser, men mængden af laser-skydende dæmoner, kvalme-søde androider med japansk anime-udseende og rundsavs-arme er forøget markant, hvilket er en decideret skam.

Mange af de nye figurer virker hverken balancere eller særligt overvejede, og tydeligst demonsteres det ved at det stadig er figurerne fra de tre første spil der fungerer bedst, men en enkelt undetagelse: Akuma. Superskurken fra Street Fighter-serien har fundet sin vej til Tekken i en højest troværdig form, og han er ligeså modbydelig, ondskabsfuld og helt igennem fantastisk som altid.

Tekken 7 er lidt af en blandet pose og det havde klædt spillet godt, hvis det var udkommet med en slags Tekken 3-mulighed, hvor alle de kedelige og tarvelige figurer var sorteret fra, og hvor man i stedet kunne fungere på den essentielle og velfungerende spilbarhed som gemmer sig under overfladen.

Hvis man mest af alt husker Tekken som serien man helt tilbage på PSOne brugte til at afgøre væddemål med vennerne, og ønsker at genfinde den samme spilleglæde igen, findes den også i Tekken 7. Man skal blot være parat til at grave lidt dybere efter den, end hvad der burde have været nødvendig.

Læs også: Anmeldelse af Mass Effect Andromeda: Kringlet start på stort opsat rum-opera