I min seneste klumme beskrev jeg, hvordan langt de fleste teleselskaber har brugt det sidste årti eller mere på at "sove over sig", og derfor er blevet løbet over ende af både den teknologiske udvikling og af de internet-baserede selskaber, som bruger deres netværk til at nå deres brugere - de såkaldte "Over-the-Top" (OTT) udbydere.
Læs hele klummen her:
Er det rimeligt, at teleselskaberne skal hælde milliarder i udbygningen og driften af infrastrukturen, mens Google, Netflix og resten af OTT-udbyderne bare kan skumme fløden?
Løbet er dog ikke nødvendigvis kørt for teleselskaberne, selv om de af natur har meget svært ved at omstille sig.
Der er stadig muligheder for, at de kan sætte deres præg på fremtidens digitale marked, udover bare at stille netværk og konnektivitet til rådighed.
Men det kræver en ret drastisk ændring af både teleselskabernes forrentningsmodeller og af deres kultur.
Det kræver med andre ord en ganske fundamental ændring af deres DNA, for at de skal kunne kapre nye markeder på lidt længere sigt.
Det kræver også en klar forståelse af, hvilke strategier der skal til - både på kort og på længere sigt.
I denne og i de kommende klummer gennemgår jeg, hvilke strategier teleselskaber kan anvende.
Jeg kalder de fire hovedstrategier for "RSVP", som står for henholdsvis "Resist", "Squeeze", "Vie" og "Partner".
Hver enkelt strategi har sine fordele, men som jeg vil komme ind på i de kommende klummer, så opvejer ulemperne fordelene for de fleste af dem.
Modstand er den første strategi
Den første strategi, "Resist" (det vil sige at modstå), er også den første, som de fleste teleselskaber har tyet til, efterhånden som truslen fra OTT er blevet erkendt.
"Modstand" i denne sammenhæng hentyder til de tiltag, som teleselskaberne har lagt op til i det seneste årti eller mere:
At kunne udelukke visse OTT-serviceydelser fra adgangen til deres netværk - især dem, som konkurrerer direkte med teleselskabernes egne serviceydelser.
Det typiske eksempel er tjenester som Netflix, som kan nå kunderne direkte via teleoperatørernes bredbåndsnet og dermed underminerer teleselskabernes egne on-demand videoudbud.
Men fokus har også ligget på andre typer af OTT-services - for eksempel Skype - som har undermineret helt traditionelle forretningsområder såsom international telefoni.
Modstand og net-neutralitet spiller dårligt sammen
Det er hele dette område, som er omfattet af begrebet "net-neutralitet" - det vil sige princippet om, at bredbåndsnettet skal give forbrugerne lige adgang til alle internet-baserede tjenester, uanset om bredbåndsudbyderen får ekstra betaling for det eller ej.
Al datatrafik på bredbåndsnettet skal med andre ord behandles lige.
Det største spørgsmål vedrørende net-neutralitet er det lovmæssige.
Fronterne har længe været trukket op mellem internet-firmaerne og forbrugerorganisationerne på den ene side og tele- og kabel-TV operatørerne på den anden - især i den amerikanske debat.
I USA har debatten været langvarig, men fortalerne for net-neutralitet fik endelig deres vilje i februar 2015, da det amerikanske FCC (Federal Communnications Commission - eller den amerikanske "telestyrelse") fastlagde regler, som gjorde det ulovligt for bredbåndsudbydere at blokere, hastighedsregulere eller at modtage betaling for at prioritere tjenester eller apps.
I EU vedtog man en forordning om net-neutralitet i november 2015, og den blev efterfulgt at nogle endelige retningslinjer i august 2016.
EU-reglerne ligner stort set de amerikanske, og ligesom dem har de nogle undtagelser, hvoraf især en har betydning her.
Billedet kan dog snart blive lidt anderledes, da præsident Trump for nyligt udpegede Ajit Pai som formand for FCC.
Pai er kendt som en stor modstander af net-neutralitet og har tidligere udtalt, at han vil ændre reglerne så snart som muligt.
Det er dog meget usandsynligt, at dette vil have nogen effekt på EU's regler i de kommende år.
Når YouTube påvirker kapaciteten på netværket
Men selvom enhver form for blokering af OTT-trafik er ulovlig, er der - i al fald i teorien - stadig nogle tiltag, som netværksoperatører kan anvende.
En af dem er trafik-management, som mest vedrører mobilområdet.
Hvis, for eksempel, mange brugere på et begrænset geografisk område streamer høj-definitions video fra YouTube samtidig, kan det komme til at påvirke kapaciteten på netværket og dermed negativt påvirke forbindelsen for andre brugere på samme mast og netværk.
Der kan derfor være god grund i disse tilfælde midlertidigt at gå ind og drosle ned for båndbredden til YouTubes service.
Dette er især tilfældet, hvis presset på kapaciteten påvirker mere "essentielle" services såsom telefonopkald.
I praksis kun på VoLTE
I praksis vil det dog kun være tilfældet, hvis for eksempel telefonopkald bruger data-netværket (det såkaldte VoLTE), og ikke traditionelle forbindelser via 2G og 3G.
Det går dog lidt langsomt for de danske operatører med at rulle VoLTE ud, men det kan jo være, at udsigten til lejlighedsvis at kunne prioritere trafik på deres netværk kan få dem til at skubbe lidt hårdere på.
Denne metode er dog kun relevant for meget datakrævende services såsom online-video.
Svært at retfærdiggøre neddrosling af musikstreaming
Det er straks sværere at retfærdiggøre brugen, når det gælder musik-streaming, messaging-apps eller online- og mobile reklamer, da de sjældent er datakrævende nok.
Og selv, når det gælder video, kan det være lidt af et skråplan at bevæge sig ud på for en teleoperatør, da det kan afstedkomme klager og søgsmål fra både utilfredse forbrugere og fra OTT-udbydere, hvis det sker for ofte.
Det har dog ikke afholdt visse teleselskaber fra at bruge disse taktikker før (jeg har selv kendskab til flere tilfælde, omend ikke her i Danmark), og EU-reglerne tillader også i visse tilfælde trafik-management, så længe de samme kategorier af datatrafik behandles ens.
Regulering med prispakker og abonnementer
En anden og mere bredt anvendelig metode på mobilområdet er at søge at regulere brugeradfærden via de prispakker og abonnementer, som tilbydes.
Overforbrug af data rammer dermed pengepungen direkte hos forbrugeren, og det kan eventuelt gå ud over OTT-udbydere af data-tunge tjenester.
Og selv om MVNO-selskaber som Plenti tilbyder "fri data" for små penge, er der stadig en "fair use-grænse" for, hvor meget data kunden kan forbruge.
Denne metode er selvfølgelig mest relevant for mobile operatører, men i lande som Australien er forbrugsbegrænsning på fast internet stadig udbredt.
Ikke smart at udnytte undtagelserne
Men tilbage står, at selvom brugen af undtagelserne i reglerne om net-neutralitet kan være en anvendelig strategi, er den ikke tilrådelig.
Der skal næppe meget til, før det bliver anset som misbrug af myndighederne, forbrugerne kan nemt blive utilfredse og skifte selskab, og teleselskaberne risikerer at umuliggøre alle relationer og partnerskaber, som de ellers måske ville kunne danne med OTT-udbyderne fremover.
Dertil kommer, at der er tale om en kortsigtet løsning, som ikke adresserer de fundamentale problemer, som teleselskaberne skal overkomme i de kommende år.
Den næste strategi, som jeg kommer ind på i næste klumme vedrører "S"et i "RSVP".
S står her for "Squeeze", som kort sagt går ud på at "klemme" penge ud af OTT-udbyderne for brugen af deres netværk. Denne strategi hænger tæt sammen med "Resist" som beskrevet her, men mere om det i næste klumme.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
