Artikel top billede

Bog: Under huden på Silicon Valleys mytiske og kontroversielle überinvestor

I The Contrarian: Peter Thiel and Silicon Valley's Pursuit of Power gør Bloomberg-journalisten Max Chafkin et hæderligt og tankevækkende forsøg på at portrættere en af techverdenens mest omdiskuterede personer.

I mange actionfilm er skurken en excentrisk type, der mener at verden ville være et bedre sted, hvis bare han fik lov at bestemme. Samt som – for at understrege sin pointe – hygger sig med dræbersatellitter eller andre uartigheder.

Det har den hovedrige og hemmelighedsfulde Silicon Valley-investor Peter Thiel angiveligt ingen planer om. Men ellers skulle man tro, at han satte en ære i at fylde resten af felterne ud på skurkebingopladen.

Det kan man læse meget mere om i den helt nye bog, The Contrarian: Peter Thiel and Silicon Valley's Pursuit of Power af Bloomberg-journalisten Max Chafkin.

Thiel har tjent milliarder af dollars på investeringer i PayPal og Facebook og ses ofte som en af de mest betydningsfulde mentorer for Mark Zuckerberg. Desuden sælger han avanceret og omdiskuteret overvågningsteknologi, er anarkoliberalist, ivrig og indflydelsesrig Trump-støtte samt inkarneret Tolkien-fan, der har lært sig Ringenes Herre ordret udenad.

Endelig er Thiel kendt for at sætte alt ind på at lukke kritiske medier, ejer en avanceret dommedagsbunker i New Zealand og får angiveligt jævnligt indsprøjtet blod fra yngre mænd for at holde sig ung og frisk.

Alt det beskæftiger bogen sig naturligvis med, men det andet spor er det pudsige modsætningsforhold i Silicon Valley, som Peter Thiel selv er med til at repræsentere.

The Contrarian: Peter Thiel and Silicon Valley's Pursuit of Power beskriver således, hvordan virksomhedskulturen i mange af megaselskaberne fra Silicon Valley er det, man – efter temperament – kan betegne som socialt vakt, politisk korrekt eller slet og ret temmelig venstresnoet.

Derimod har mange i investor- og ejerkreds benene solidt plantet i den stik modsatte ende af det politiske spektrum. Og blandt de toneangivende finder man altså Peter Thiel, som holder til helt derude, hvor kun de hårdeste høge i det republikanske parti kan være med.

Men samtidig er Thiel selv en mystisk og hemmelighedsfuld figur, hvis historie ikke rigtig er forsøgt fortalt i sammenhæng før nu.

The Contrarian: Peter Thiel and Silicon Valley's Pursuit of Power høster ros for at gøre et hæderligt forsøg på at beskrive, hvem Peter Thiel egentlig er – og for ikke udelukkende at dvæle ved de mange kulørte detaljer og oplagte modsætninger, der karakteriserer han. Men også for at sætte hans historie og person ind i en bredere ramme.

Titel: The Contrarian: Peter Thiel and Silicon Valley's Pursuit of Power

Forfatter: Max Chafkin



Premium
Magtfuld stilling hos rengøringsgigant lokkede Erik Kaae væk fra it-branchen - men nu er han tilbage igen: "Jeg har savnet at arbejde i it-branchen"