Artikel top billede

(Foto: Photo by Bench Accounting on Unsplash)

It-folk dobbelt-jobber fra hjemmekontoret: Det handler ikke om blive månedens medarbejder, men om at undgå at blive fyret

Under pandemien har et ukendt antal it-folk valgt at have to fuldtidsjob samtidig uden, at deres arbejdsgiver vidste det, og en stor it-virksomhed har netop oplyst, at den af samme grund har fyret 300 medarbejdere. Få historien om, hvordan it-folk under pandemien lærte at spille Tetris med deres kalender.

Tænk dig grundigt om, og stil dig selv spørgsmålet: "Hvor effektivt arbejder jeg i virkeligheden?"

For er din effektive arbejdstid under 20 timer om ugen, så ville du muligvis kunne varetage to fuldtidsjob samtidig.

Du har måske i forvejen hørt historierne om folk, der under pandemien har dobbeltjobbet fra hjemmearbejdspladsen uden, at deres chefer opdagede det.

Historierne har i mange tilfælde vandrehistoriens karakteristika. De har især floreret i Silicon Valley-miljøet, og de drejer sig meget ofte om en ven til ven.

Eksempelvis skrev Michael Arrington, stifter og tidligere chefredaktør for iværksættermediet Techcrunch i oktober 2020 på Twitter, at han havde hørt om en, der fra sin hjemmearbejdsplads jonglerede mellem to vellønnede stillinger hos amerikanske it-giganter.

”En ven af en ven, der arbejder hos Google, var til jobsamtale hos Facebook lige da virussen ramte. Han takkede ja til jobbet i marts, men sagde ikke sit gamle job op. Tilsyneladende har han nu begge job og arbejder 55 timer om ugen fra sit hjem. Ingen af virksomhederne ved det endnu,” skrev han.

It-virksomheder fanger 300 dobbelt-jobbere

Men meget tyder på, at det ikke blot er vandrehistorier, men et reelt fænomen, som især trives på større arbejdspladser.

For ifølge Techcrunch har den indiske tech-gigant WiPro, der har 250.000 ansatte på verdensplan, netop meddelt, at den har identificeret 300 medarbejdere, som har bedrevet denne type dobbelt-job.

Ved en it-konference for nylig slog selskabets bestyrelsesformand Rishad Premji fast, at denne form for dobbeltarbejde er uaccetabelt og er udtryk for manglende integritet hos medarbejderne.

Han understregede dog samtidig, at der er plads til at medarbejderne i deres fritid kan have egne projekter.

”Medarbejderne kan åbne og ærlige samtale om, at de spiller for et band eller arbejder på et projekt i weekenden. Det er en åben samtale man har i organisationen, hvor de enkelte medarbejdere selv kan afgøre, om de kan få det til fungere for dem,” sagde han.

Men til gengæld, slår han fast, at det er absolut no-go at arbejde for en konkurrent samtidig med, at man er ansat hos WiPro.

”Der er ikke plads til folk hos WiPro, der også arbejder for en konkurrent, og konkurrenten vil have det på samme måde, hvis de opdagede det,” siger han.

Få timers effektiv arbejdstid

Den amerikanske avis Wall Street Journal talte under pandemien med en 29-årig software-udvikler der fortalte til avisen, at han i en periode har arbejdet synkront for en medievirksomhed og en eventvirksomhed.

Han vurderede, at han kun havde tre til 10 timers effektiv arbejdstid i løbet af en uge, dengang han kun havde et enkelt job.

”Resten handlede bare om at deltage i møder og se ud som om, at man har travlt,” siger han til avisen.

En anden vurderer over for avisen, at det sjældent kan betale sig at lægge sin fulde arbejdsindsats i et enkelt job.

”Jo hårdere du arbejder, jo mindre får du ud af det. Resultatet er blot, at folk stiller højere krav til mig, men min lønseddel forbliver uændret,” siger vedkommende.

Spil Tetris med din arbejdstid

Ifølge Wall Street Journal er kunsten ofte at kunne balancere sin arbejdsindsats. For målet er ikke at blive månedens medarbejder, men at lave lige præcis nok til ikke at blive fyret.

Samtidig bliver det i artiklen påpeget, at mellemledere i nogle tilfælde kan have incitament til at beholde medarbejdere, der performer middelmådigt.

For hvis antallet af medarbejdere på deres team skrumper, så risikerer organisationen at gøre det samme.

Det er aldrig en helt simpel manøvre at jonglere mellem to job på denne måde. Det kræver at du forstår at spille Tetris med din kalender, og samtidig skal du udvælge din arbejdsgiver med omhu, skriver Wall Street Journal.

Undgå startups

Ifølge avisen skal du for det første undgå iværksætter-virksomheder.

Her stilles det ofte for høje krav til din arbejdsindsats. Gå i stedet efter en ældre virksomhed, der tillader hjemmearbejde, men ofte endnu ikke helt forstår, hvordan det skal organiseres.

Undgå også at starte i to nye job samtidig eller inden for kort tid. Skal du kunne jonglere to job samtidig kræver det, at du forstår arbejdsgangene i virksomhederne.

Samtidig skal du ikke være bange for at afvise møder i Outlook kalenderen, og når du endeligt deltager i et møde, så skal du gøre opmærksom på dig selv.

Her kan du eventuelt hente inspiration i de små trick, som mange af os lærte i vores skoletid, når vi ønskede at sikre os en fornuftig årskarakter med en minimal indsats.

Sørg eksempelvis for at stille spørgsmål under mødet, eller tag blot ordet og gentag, hvad der blev sagt tidligere. Det er ifølge avisen også altid en god ide at have en historie klar, hvis nogen spørger, hvorfor du ikke kan deltage i et møde.

Sidst men ikke mindst anbefales det, at du har styr på dine privacy-indstillinger på LinkedIn. Her kan du eksempelvis skjule dine forbindelser og sørge for at din profil ikke dukker op i søgemaskiner.